Det er en fantastisk tid, når familien forøges med en baby. Men særligt første gang kræver det en masse forberedelse og udstyr at tage imod et lille nyt medlem af familien. Noget af det udstyr, du skal have styr på, er en god autostol, som du allerede skal bruge fra hospitalet og hjem. Det er vigtigt udstyr, der sikrer, at du fragter dit barn sikkert i bil. Men hvordan vælger du autostol? Det får du gode råd til her.
Kig på vægt
Du kan ikke bruge den samme autostol lige fra fødsel og senere, når dit barn bliver større. Mange kigger på alderen, når de skal vælge autostol. Men i stedet skal du faktisk kigge på dit barns vægt – den er afgørende for, hvilken autostol der passer til dit barn. Du kan eksempelvis købe kombi-autostole, der passer til børn på en vægt mellem 9-36 kilo.
Vælg ud fra isofix eller selemontering
Har jeres bil isofix eller selemontering? Det har betydning for, hvilken autostol du skal vælge. De fleste nye biler har isofix, og derfor gør du klogt i at vælge en isofix-autostol. De er både mere sikre, samtidig med at de er lette at montere. På den måde er der meget lav risiko for, at du monterer autostolen forkert, og du kan derfor være helt tryg ved, at du fragter dit barn sikkert rundt i bilen. Du klikker ganske enkelt bare stolen fast i bilsædet, og så holder autostolen fast, uanset om dit barn sidder meget uroligt.
Skeln mellem bagudvendt og forudvendt autostol
Sæt altid dit barn på bilens bagsæde og ikke foran på passagersædet. Men skal du vælge en bagudvendt eller forudvendt autostol? De fleste forældre vælger faktisk en forudvendt, men det er langt mere sikkert at vælge en bagudvendt. For ved en kollision fordeles det enorme tryk mere jævnt over hoved og ryg, hvis barnet sidder i en bagudvendt autostol. Og på den måde mindskes skaderne. Du kan bruge en bagudvendt autostol helt indtil, dit barn vejer 18 kg i en 3-4 års alder.
Tjek stolen og stram selerne inden kørsel
Inden du kører afsted med dit barn på bagsædet, er det
vigtigt, at du tjekker autostolen grundigt. Tjek, at stolen sidder helt fast og
ikke kan rykkes med, men sørg også for at selerne er strammet godt ind om dit
barn. Særligt ved stort vintertøj kan du komme til at overse, at selerne ikke
sidder tilstrækkeligt stramme. Husk også at tjekke, at selerne ikke sidder
snoede – det kan nedsætte selens funktion i tilfælde af kollision.